Fortsæt til indhold

Fem år efter renoveringen er taghaven fortsat tæt

Fem år efter renoveringen er taghaven fortsat tæt

Et vellykket renoveringsprojekt måles ikke ved afleveringsforretningen, men på hvordan løsningen fungerer mange år senere. Det understreger renoveringen af taghaven over parkeringskælderen i Hammers Have i Helsingør. Et netop gennemført 5-års eftersyn her dokumenterer, at tagdækket fortsat er tæt.

Bunch Bygningsfysik havde gennem en treårig periode ansvaret for projektering, udbud og byggeledelse i forbindelse med den omfattende renovering af taghaven over parkeringskælderen i boligbebyggelsen Hammers Have i Helsingør. Projektet omfattede ikke blot udskiftning af en utæt membran, men en grundlæggende bygningsfysisk gennemgang af konstruktionen, så årsagerne til de mangeårige problemer med utæthed kunne elimineres.

En konstruktion med udfordringer fra begyndelsen

Hammers Have er en boligbebyggelse med en fælles gårdhave placeret oven på en parkeringskælder. Siden bebyggelsen blev opført i 2008, havde der været problemer med vandindtrængning til parkeringskælderen.

Undersøgelserne viste, at den oprindelige PVC-membran flere steder var perforeret. Samtidig var inddækningerne mod bygningen for lave, og gårdhavens UV-afløb havde gentagne problemer med tilstopning, så regnvandet ikke blev ledt væk som forudsat. Langs facaderne var stenrenderne desuden utilstrækkeligt drænet, hvilket medførte, at vandstanden kunne stige over inddækningerne.
Konsekvenserne var omfattende. Der trængte vand ned i parkeringskælderen, hvor både betonkonstruktionen og parkerede biler blev påvirket.

Bygningsfysikken viste vejen til en robust løsning

For at kunne etablere en holdbar løsning blev hele gårdhavens opbygning demonteret. Jord, plantekasser, belægninger og beplantning blev fjernet, så den eksisterende membran kunne udskiftes.

I forbindelse med renoveringen blev også afvandingssystemet ændret. De eksisterende UV-afløb blev erstattet af et traditionelt gravitationssystem med rørføring og fald i parkeringskælderen, så regnvandet kunne ledes sikkert væk fra konstruktionen.

Bunch Bygningsfysik anbefalede samtidig at erstatte den oprindelige PVC-membran med en to-lags tagpap-bromembran, som vurderedes at være en mere robust og holdbar løsning til den aktuelle konstruktion.

“Vi ønskede ikke blot at udskifte en membran, men at skabe en løsning, hvor hele konstruktionen fungerer. Når man arbejder med taghaver over parkeringsdæk, er det samspillet mellem membran, afvanding og detaljeløsninger, der afgør resultatet,” siger Bo Petersen, arkitekt og projektansvarlig hos Bunch Bygningsfysik.

Gennemtænkte detaljeløsninger

En særlig udfordring var overgangen mellem tagdækket og bygningens facade. Facaderne var udvendigt isoleret med polystyren og afsluttet med et tyndt pudssystem, mens de eksisterende inddækninger ikke levede op til nutidens krav.

Derfor udviklede Bunch Bygningsfysik i samarbejde med STO en særlig inddækningsløsning, som sikrede en robust overgang mellem tagpapmembranen og den pudsede facade.
Samtidig blev gårdhavens indretning revurderet, inden området blev genetableret. Resultatet blev et mere attraktivt gårdmiljø, hvor den tekniske renovering blev kombineret med en forbedring af bebyggelsens fælles opholdsarealer.

“Det er kombinationen af teknisk og arkitektonisk knowhow, der gør os hos Bunch Bygningsfysik stærke til denne type renoveringsprojekter. Vi ser altid på den samlede løsning – ikke kun den enkelte detalje,” siger Bo Petersen.

Et dokumenteret resultat

Fem år efter afleveringen viser eftersynet, at den valgte løsning fungerer efter hensigten. Tagdækket har været tæt siden renoveringen, og eftersynet viste kun mindre forhold, som skulle eftergås.

Projektet i Hammers Have viser, hvordan grundige bygningsfysiske analyser, de rette materialevalg og fokus på konstruktionens samlede funktion kan skabe robuste løsninger med lang levetid. Det er samtidig et eksempel på værdien af at tænke bygningsfysik, projektering og byggeledelse sammen i komplekse renoveringsprojekter.