Den nye form for letvægtsbeton, kaldet EPS-beton, kan forårsage alvorlige skader i gulve, tage og vægge samt føre til skimmelsvamp og frigivelse af pentangas i bygninger.
Det var konklusionen på et møde den 21. maj 2019 afholdt af Det Stående Byggepanel, der er et samarbejde om videndeling mellem byggeriets parter. På mødet deltog blandt andre direktør i Bunch Bygningsfysik, Tommy Bunch-Nielsen og Statens Byggeforskningsinstitut.
Betonen giver fugtskader, afgasning og manglende styrke
EPS-beton består af cement, polystyrenkugler og vand og anvendes i byggebranchen som isoleringsmateriale til blandt andet gulve, vægge og tage.
“Vi har tilfælde, hvor EPS-betonen er for svag til at bære gulvet, hvilket kan føre til skader. Derudover har der også været tilfælde, hvor gulvvarmeslanger sprang og opfugtede gulvet. Når EPS-betonen bruges til isolering af tage og tagterrasser, har vi også erfaret, at det bliver fyldt med vand, fordi det skal nå at hærde, inden man laver taget færdigt. Hvis det så bliver regnvejr i mellemtiden, bliver betonen fyldt med vand, og så kan man ikke få det tørret ud igen,” siger Tommy Bunch-Nielsen.
Han forklarer også til Ingeniøren, at der i et enkelt tilfælde, hvor man har brugt EPS-beton til udfyldning af vægge, er blevet udviklet så meget varme, at polystyrenen i materialet begyndte at afgive pentan og andre gasser, som kan påvirke indeklimaet.
Niels Bohr Instituttet i København er blandt de byggerier, der har haft problemer med EPS-beton. Her måtte man fjerne flere tusinde kvadratmeter EPS-beton, fordi betonen blev fyldt med vand undervejs i byggeriet.
Behov for anvisninger for EPS-beton
Tommy Bunch-Nielsen vurderer, at EPS-beton anvendes til omkring 100.000-200.000 kvadratmeters nyt byggeri om året.
EPS-betonen er relativt ny og brugen kan være risikabel, da der ikke er implementeret officielle regler eller anvisninger for brugen af isoleringsmaterialet.
“I dag er det overladt til leverandøren at fastsætte kravene. Derefter står entreprenører og rådgivere med øget ansvar, fordi de vælger et nyt og udokumenteret materiale, som der ikke er nogen regler for,” siger Tommy Bunch-Nielsen og tilføjer:
“Vi skal være forsigtige med, at vi ikke får et materiale, der breder sig i hele bygninger, uden at vi helt har styr på, hvad det skal kunne, og hvad reglerne skal være for det.